Af: CassClemmer
Overalt i landet støver folk deres regnbue-seler af og hamstrer glitter – alt sammen for at samles i denne fejringsmåned for queer-samfundet. Og selvom vi fortjener denne tid til at glæde os over vores eksistens og overlevelse, er måneden i sig selv langsomt kommet til at handle mere om fester, »trendy« aktivisme fra store virksomheder og regnbueflag overalt end om queer-folks virkelige, daglige liv og kampe.
Pride begyndte med en sort transkvinde, der gjorde modstand mod politivold. Det er der, vores bevægelse har sin oprindelse – både vores glæder og vores sorger udspringer alle fra det øjeblik. Og alligevel har vores hvide, mainstream-samfund, midt i alt vores sprutdrikkeri og regnbue-shopping hos Target, rystet bevægelser som Black Lives Matter og Never Again af sig, som om de ikke burde være en del af Pride-måneden.
Alt for ofte har jeg hørt både allierede og andre i LGBTQ-miljøet sige, at vi ikke bør fokusere på de negative sider af livet, fordi Pride er en fest. Men en fest for hvem? Ja, vi er kommet langt de seneste par år, men vores fokus har overvejende været rettet mod de problemstillinger, der berører den cis-kønnede, homoseksuelle, hvide mand fra middelklassen.
Hvor er der plads til at tale om sexisme? Hvor er der plads til at tale om racisme? Hvor er der plads til at tale om selvmord?
Vi har en tendens til at skubbe disse spørgsmål over på de respektive måneder, som om Pride ikke er tæt forbundet med marginaliseringen af alle samfundsgrupper.
Pride-bevægelsen er splittet. Vi hyldede Coca-Colas Pride-reklame, uden at kritisere deres urimelige arbejdsforhold og kapitalistiske vold. Vi sørger over tabet af stjerner, der tog deres eget liv, uden at erkende, at selvmordsraten blandt transunge er ufatteligt høj. Vi smider »Me Too«-bevægelsen over bord, mens jeg ikke engang kan tælle, hvor mange gange jeg er blevet seksuelt chikaneret under Pride.
Pride er ikke et sikkert rum for alle, og vi er nødt til at gøre det bedre. Det er på tide at nedtone den hvide, cis-homoseksuelle mands stemme og begynde at opfordre bevægelsen til at prioritere behovene hos dem, der lever i udkanten af samfundet. For helt ærligt… hvem var det egentlig, der startede Pride?
foto: med tilladelse fra Pinterest
